Glæden ved at løbe

Bergen set fra Fløyen

Sommetider har jeg om natten en drøm, hvor jeg løber og løber. Ikke fordi jeg er på flugt fra noget, men fordi jeg har uanede kræfter og bare kan fortsætte og fortsætte i det samme malende tempo hele tiden.

I mandags havde jeg næsten en tilsvarende oplevelse - bare i det virkelige liv.
Sagen er jo den, at jeg nu har meldt mig endeligt til 7 fjellsturen, og derfor skal der jo trænes. Desværre har jeg ikke rigtig haft kræfter til at løbe den sidste uges tid efter jeg var syg. Og de første gange jeg har været ude at løbe her i Bergen, er det ikke gået helt godt, da jeg på skift hverken har haft luften eller benene. Og en gang farede jeg også vild på en størrer kirkegård, hvilket ikke er sjovt, når man samtidigt skal på toilet!

Men i forgårs skulle det så være....Så jeg startede min sædvanlige tur ned omkring Store Lungegårdsvannet. Men i stedet for at løbe rundt om som jeg plejer, besluttede jeg mig for at løbe lidt opad i fjellet.

Og så var det, at jeg fik den der næsten drømmende følelse, af bare at kunne løbe i al evighed, selv om det gik op af bakke og fjell. Og ude i det fjerne lå Fløyen jo 320 m.o.h.
Så det ene skridt tog det andet, og efter en hård opstigning, hvor jeg måtte gå på de mest stejle stykker, ja, så nåede jeg op på mit første bjerg i løb.

Det var en fantastisk følelse at løbe hele vejen op, og jeg var bare så glad oppe på toppen. Og selv om nedturen gjorde ondt i knæ og ben, så var det bare en af de bedste løbeoplevelser jeg nogensinde har haft. Og at være i løb i 80 minutter havde jeg slet ikke troet, at jeg kunne på nuværende tidspunkt

Så i morgen aften, når ømhenden (forhåbentlig) har fortaget sig, så skal jeg helt klart ud at løbe igen. Dog ved jeg ikke lige om turen går til Fløyen, for det var godt nok hårdt!

Michael