En dejlig pinse

Her er hytten vores

Sarah både soppede og badede med udsigt til de sneklædte fjelle på den anden side af Hadangerfjorden.

Og Alberte holdte sig heller ikke tilbage

Dejlig udsigt fra terrassen.

Steinsdalfossen som vi gik om bag ved!
Gammel vej op mod Kvamskrogen
På vej mod en dejlig pinse i Hadangerfjordhytter

Heldigvis mødte vi ingen modkørende på den smalle fjellvej.

Guldfiskene oppe i søen på fjellet var næsten helt tamme, og glade for at blive fodret.

Så er pinsen overstået, og vi er vel tilbage i Bergen, efter en dejlig pinse i Hadanger. Ja, ikke bare en dejlig pinse, det har været en hel uovertruffen pinse i "Norges hjerte". Vi har oplevet et stykke Norge, som er helt unikt og meget meget smukt.

Lad mig forklare, - udsigt til sneklædte bjerge, Hadangerfjordens blanke overflade, får der græsser på skråningen mens du hører deres bjælder, æbletræer der lige er sprunget ud og som dufter af vår. Og udsigten til det hele skete fra hytten med græs på taget, grill på terrassen, græsplæne foran, en lille legeplads, adgang til strand og egen robåd. Så kan det vidst ikke blive meget bedre.

Det hele var bare ren idyl. Og vi nød hele pinsen rigtig meget.

Ud over Hadangerfjordhytter nåede vi også at køre på tur til guldfiskesøen, se Steindalsfossen, besøge Øystese, ro en lang tur på Hadangerfjorden og en gå-tur på en nedlagt vej i bjergene.

Michael

God Pinse:-)

I aften drager vi afsted på pinseferie.

Som nævnt tidligere skal den holdes i Hardanger i en fjordhytte. (Klik på den blå tekst og se hvor vi skal hen.)

Vi glæder os rigtig meget og håber at se pinse-solen danse over Hardangerfjorden.

Nu er vi jo ikke "på" de næste par dage, derfor vil vi gerne ønske jer allesammen en rigtig dejlig pinse-ferie:-)

Sarah, Alberte, Michael og Pernille.

Glæden ved Jerry.

Igen i dag skinnede solen fra en skyfri himmel og det er jo et helt perfekt vejr til en ridetur, så vi drog glade afsted ud til Jerry i formiddags. Gensynsglæden var rigtig stor og Jerry fik både kram og kys af såvel Sarah som Alberte.
Men "før man kan nyde må mor yde", så jeg gik energisk i gang med greb og trillebør og slog min egen møkke-rekord og var færdig på 1/2 time...pigerne hjalp lidt til...men når der både er heste, kanin og marsvin i farvandet...ja så er det at møkke ikke særlig populært...forståeligt nok;-)
Nu skulle vi bare lige hente Jerry ude i luftegården, så kunne turen begynde.
Men...på vej derud blev jeg stoppet af Cecilie, som ejer Jerry og hun sagde til mig, at hvis vi ville, så måtte vi gerne få Jerry med til Danmark ! Jerry ville endda blive transporteret ned til os, hvis vi var interesserede. Cecilie og hendes mor har 3 heste og når Cecilie flytter for at gå på skole i 2 år, er det for mange, at passe, for hendes mor. Jerry er en spøjs personlighed, og Cecilie vil ikke sælge hende til nogen, der ikke kender hende...heller give hende til nogen, som kender Jerry, og kan lide hende og som Jerry kan lide...os!!!
Hold da op. Et stort og flot tilbud, som det er rigtig, rigtig, rigtig svær at takke nej til...især, når Sarah, nåede at forstå hvad vi snakkede om og straks benede afsted for at indvi Alberte i alt!!!
Så nu har vi lovet at tænke over det...og ærligt indrømmet, jeg er syg efter at sige "Ja, tak"...og glemme alt om fornuft og bare lade følelserne bestemme.

Sarah, Alberte og Jerry:-)

Jerry igang med hendes yndlings-beskæftigelse...græsning.

En dejlig hyggestund.


Når der kun er en hest, må man skiftes til at ride...

undtagen det allersidste stykke:-)

Pernille.

Glæden ved at grille

Vejret er helt forrygende for øjeblikket i Bergen. Solskin og høje temperaturer. Og det betyder jo grillmat!
For hold da op, hvor der er mange nordmænd som griber den første og bedste lejlighed til at komme ud i naturen sammen med en engangsgrill og nogle pølser. Og koseligt ser det jo ud!

Så i går aftes hoppede vi med på bølgen. Belæsset med enggangsgrill, pølser og brus drog vi op på Fløyen. Her grillede vi, og spiste en rigtig hyggelig aftensmad. Vi sad på Fløysletten, som også er en fantastisk naturlegeplads, hvor Sarah og Alberte kan få rigtig lang tid til at gå. Glæden var stor, da pigerne så et sødt lille egern, der ganske upåvirket af at vi kiggede og pegede og snakkede spiste en kogle, så det dryssede grundigt. Bagefter blev der bare leget og hygget. Noget som går rigtig godt...Specielt når feerne er med. Og der er altså et eller andet med at spise i det fri. Man er mere sulten, og maden smager bare bedre.

Efterfølgende nød vi udsigten over Bergen, mens solen forsvandt mere og mere bag horrisonten. Pernille kunne med sit spejder-finger-system regne ud at solen først ville gå ned ved 22 tiden.
Og det blev alligevel for koldt, så klokken 21.30 tog vi Fløybanen ned igen. Sammen med en masse ældre franske turister, der havde meget kraftig parfumer på. Noget som Sarah i hvert fald fik at mærke, efter at en fransk dame havde lænet sig kraftigt ind over hende.

Men en dejlig aften var det, - og det er jo også bare med at nyde den norske natur inden vi skal hjem på terrassen igen.

Michael

Glæden ved at løbe

Bergen set fra Fløyen

Sommetider har jeg om natten en drøm, hvor jeg løber og løber. Ikke fordi jeg er på flugt fra noget, men fordi jeg har uanede kræfter og bare kan fortsætte og fortsætte i det samme malende tempo hele tiden.

I mandags havde jeg næsten en tilsvarende oplevelse - bare i det virkelige liv.
Sagen er jo den, at jeg nu har meldt mig endeligt til 7 fjellsturen, og derfor skal der jo trænes. Desværre har jeg ikke rigtig haft kræfter til at løbe den sidste uges tid efter jeg var syg. Og de første gange jeg har været ude at løbe her i Bergen, er det ikke gået helt godt, da jeg på skift hverken har haft luften eller benene. Og en gang farede jeg også vild på en størrer kirkegård, hvilket ikke er sjovt, når man samtidigt skal på toilet!

Men i forgårs skulle det så være....Så jeg startede min sædvanlige tur ned omkring Store Lungegårdsvannet. Men i stedet for at løbe rundt om som jeg plejer, besluttede jeg mig for at løbe lidt opad i fjellet.

Og så var det, at jeg fik den der næsten drømmende følelse, af bare at kunne løbe i al evighed, selv om det gik op af bakke og fjell. Og ude i det fjerne lå Fløyen jo 320 m.o.h.
Så det ene skridt tog det andet, og efter en hård opstigning, hvor jeg måtte gå på de mest stejle stykker, ja, så nåede jeg op på mit første bjerg i løb.

Det var en fantastisk følelse at løbe hele vejen op, og jeg var bare så glad oppe på toppen. Og selv om nedturen gjorde ondt i knæ og ben, så var det bare en af de bedste løbeoplevelser jeg nogensinde har haft. Og at være i løb i 80 minutter havde jeg slet ikke troet, at jeg kunne på nuværende tidspunkt

Så i morgen aften, når ømhenden (forhåbentlig) har fortaget sig, så skal jeg helt klart ud at løbe igen. Dog ved jeg ikke lige om turen går til Fløyen, for det var godt nok hårdt!

Michael

På toppen

Ulriken er der altid - i det fjerne når man bevæger sig rundt i Bergen. Fjellet over dem alle i området her, med sine 643 meter venter det jo bare på en ting. Nemlig at blive erobret! Og det skete i dag, hvor vi har haft en helt utrolig dejlig og hård vandre- og klatretur op til toppen.

Her er Ulriken set fra afstand.
Her er vi tæt på TV-tårnet der sørger for signalet til Bergen.

Og her er Sarah HELT TÆT PÅ!

Vi gjorde os alle klar i morges med vores obligatoriske turmadpakker, vand og lidt godt til dessert i rygsækken. Og så kørte vi ud til Montana ved Haugeland Sykehus, hvor opstigningen skulle begynde. Espen, som i går var til kaffe sammen med Kristin og Celia, havde givet en god beskrivelse, så vi holdt snart på parkeringspladsen sammen med alle de andre vandere. Og så gik det opad!
Pernille har stadigvæk en svag ankel efter uheldet ude hos Jerry i sidste uge, så desværre blev hun nødt til at gå tilbage til bilen, og køre hjem efter en lille kilometer, for ikke at belaste den unødigt.
Så nu var vi kun 3! og en helt masse andre nordmænd. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde forestillet mig, at det kom til at gå så stejlt op som tilfældet var. Jeg skulle i hvert fald ikke kigge for meget bagud for at se hvor vi havde gået for ikke mit hjerte skulle hoppe mere end det i forvejen gjorde.
Men hold da op, hvor Sarah og Alberte gjorde det fantastisk. De gik og klatrede som ægte indfødte nordmænd. Og jo mere vi nærmede os toppen, jo bedre blev de faktisk til de stejle stykker. Stor, stor ros til dem begge for en fantastisk opstigning.

Udsigten er utrolig fra "toppen af verden".

Og så stod vi der. Oppe på Ulriken med den mest fantastiske udsigt. Sneklædte bjerge i baggrundden, Fløyen som et lille "fluebjerg" længere nede, små stykker med sne, små højlandssøer og hele Bergen lå for vores fødder.
Så selvfølgelig blev det også til et erobringsbrøl deroppe. Og så skal jeg love for at vi fik spist noget madpakke, og desværre alt for hurtigt drukket vores vand - der var nemlig ingen vandhane deroppe.
Pernille fik også en opringning for bjergets top. Hun havde det fint, og det havde vi også!

Vi nød nok livet på toppen en times tid, inden vi begyndte nedstigningen. På turen op, havde Alberte ført an. Nu var det Sarah's tur til at vise ukendte sider af sig selv som bjergged! Det var en anden vej vi valgte ned, men ikke mindre stejl. Det var flere steder med at holde tungen lige i munden og benene lige på stenene. Og vi var meget slidte og tørstige, da vi efter en times tid nåede parkeringspldsen. Heldigvis gik der ikke lang tid før Pernille kom med friske drikkeforsyninger.

Men jeg må sige, at turen virkelig trak tænder ud, og jeg kan godt være lidt nervøs for 7 fjellsturen. Men nu er Ulriken også det sværeste og største fjell at bestige, så jeg håber da at det går.
Men at tage turen opover mere eller mindre i løb som nogle enkelte nordmænd gjorde i dag, må være ren tortur!

Sygdom med mere...

Vi har haft en lidt små træls uge heroppe. Det startede sidste torsdag ude hos Jerry, hvor jeg uheldigvis vred om på min fod, så min ankel hævede op og blev blå.

Som om det ikke var nok, kom Michael hjem fra arbejde i lørdags og følte sig utilpas og søndag morgen havde han høj feber! Han var sengeliggende både søndag, mandag og lidt af tirsdag og han er stadig træt og hoster en del.

Min ankel har det bedre men er stadig ikke helt ok.

Derfor har pigerne og jeg kun været på ganske korte gåture i den forløbne uge og ja...det er altså træls, når nu der er så meget vi gerne vil nå.

Men vi må jo bare glæde os over, at der ikke har været høj solskin og klar blå himmel, men derimod gråvejr og småregn, mens vi har måttet sidde så meget inde!

Igår var vi så endelig på udflugt igen. Vi besøgte "Vilvite" som er "et oplevelses- og læringscenter for naturvidenskab og teknologi". Det lyder måske ikke ret spændende for børn, men det er det!!

Det var et rigtig flot sted a la "Experimentarium" i København, og vi nød det rigtig meget. Det var simpelthen så mange ting man kunne prøve derinde og vi fik...incl. en lille frokost-pause...4 timer til at gå derovre og både Sarah og Alberte vil selvfølgelig gerne derovre igen og vise det hele til Michael...men nu må vi se om vi når det:-)

Herunder er der et par små malerier, som vi lavede på Vilvite. Vi "skød" med farve-kanoner på et digitalt lærred og bagefter kunne vi sende malerierne som e-mail...smart ikke?

I kan læse mere om turen og se billeder på Sarah's og Alberte's blog senere idag:-)

I dag har vi igen været ude hos Jerry, men som noget anderledes var Michael med! Det var en rigtig dejlig tur og pigerne nød, at vise Michael "hvordan vi gør" ude hos Jerry.

Det er til at blive helt trist over, at vi kun skal ud til Jerry 3 gange mere inden vi tager hjem:-(

Vi er nok nødt til, at nå det lidt flere gange:-)

Pernille.