Nu skal paraplyerne frem igen!Efter over en uge i Bergen uden en dråbe regn, er det nu begyndt at regne her til aften. Så nu kender vi det Bergen, som vi har hørt så meget om.
For ellers vil jeg sige, at vejret er meget bedre end sit rygte. Vi klager ikke!
Så dejligt at Pernille og pigerne havde tørvejr og solskin i dag da de var ude hos hesten Jerry. 4 timer tager det at fodre, strigle, ride og muge ud. Men okay, et godt parti skak tager jo også deromkring:)
Og jeg har jo været på arbejde i galleriet nede på biblioteket som sædvanligt. Sidste fredag, havde jeg kursus "Bøker skal læses så alle hører dem". 18 interesserede norske kollegaer deltog i det komprimerede 3 timers kursus. Jeg syntes selv det gik fint, og de sagde at de forstod alt hvad jeg sagde:) - så de var rigtig flinke! Kurset bliver gentaget den 9 maj. Så det er spændende at få lov og undervise i Norge.
Ellers får jeg min tid til at gå med rigtig mange vagter i galeriet oppe på første sal. Der ud over er det også min opgave at sætte bøger på plads. Så det er jo heldigt, at jeg ikke er "for fin" til det - i 3 måneder:)
Så har jeg lavet en litteraturliste og nogle boganbefalinger over danske bøger. Og har også planer om at lave noget mere til internetsiden deres inden jeg holder.
Generelt vil jeg sige, at afdelingen "Galleriet" er en meget stille afdeling i forhold til hvor jeg plejer at arbejde. Et rigtigt godt gammeldags bibliotek i ordets bedste betydning er Bergen Bibliotek. Det er dejligt at se alle de studerende som hver dag kommer for at arbejde derinde. Og det er også dejligt at se hvor mange gode og nye materialer biblioteket har. Og jeg syntes også, at biblioteket har en vældig god hjemmeside, og at jeg har nogle flinke kollegaer.
Hvis jeg skal være lidt kritisk, og det skal man jo:) - så er biblioteket stadigvæk forankret i bogkulturen, og det kan jo godt blive et problem med tiden, hvis ikke nye digitale materialer bliver mere integretet i dets virksomhed. Men det er selvfølgelig et problem som danske biblioteker også slås med, - hvis jeg skal sige det.
Se f.eks. hvad som blev lanceret i går: http://www.netlydbog.dk/ - hvorfor gå på biblioteket og låne en lydbog, når du kan få den ned på computeren derhjemme. Og hvad sker der med biblioteket om nogle år, når de fleste trykte materialer også ligger i digital form? Ja, så skal vi jo noget andet - og det andet mangler såvel Bergen Bibliotek som mange danske biblioteker måske at bevæge sig hen imod og forsøge at finde svar på, hvad skal være.
Så har vi bestilt mini-pinseferie ved Hadanger fjordhytter. Det glæder vi os til. Og nu vi var igang, så begyndte vi også at se på vores rejse hjem gennem Norge. Det glæder vi os også til!
Og snart vil jeg også gå på fotosafari i Bergen, - så der bliver noget at glæde sig til her på bloggen:)
Og så må jeg jo også hellere se at få taget nogle billeder nede fra biblioteket.
2 kommentarer:
Hej Michael
Sjovt at høre lidt om din nye arbejdsplads. Selv om du har flinke kollegaer i Bergen, så kan de vel næppe være helt så flinke som dem, du har i Odense? Jeg ser frem til, at du også få lagt nogle billeder fra biblioteket på bloggen. Vi her i Odense glæder os også til at få en komprimeret udgave af dit kursus!
Dejligt at læse om, at du og din familie oplever mange spændende ting i det store udland.
Mange hilsener fra
Kirsten
Hej Kirsten
Nej, det er klart, at jeg også er godt vant med kollegaerne i Odense, og selvfølgelig ser jeg også frem til at komme "hjem" til Odense igen, - og måske lave et lille kursus:)
Men I må også forstå, at der stadigvæk er ting som jeg må gøre heroppe! såsom at slappe af - og lade op til 7 fjellsturen den 25 maj.
Hils omkring dig
Michael
Send en kommentar