En ski.....god dag

Sarah og Alberte i fuld fart ned af løjpen...

På vej mod sejren i Eikedalen Cup'en 2008....

Det har været en hel igennem fantastisk dag, virkelig helt utrolig, - sjældent har jeg nydt en dag som idag. En efterhånden meget gammel drøm er gået i opfyldelse. Nemlig at stå på ski. Og at vi så gjorde det hele familien sammen, var jo bare alletiders.

Turen gik til Eikedalen, 58 km. uden for Bergen. Og for en gang skyld kørte vi igennem de rigtige tuneller, og kom med det samme til skisenteret. Forøvrigt efter at have kørt igenenm et helt utrolig flot landskab med sneklædte bjerge på Hadangervidden, som vi efterhånden nærmere os. Og så stod vi så der ved skiskolen, og måtte sige det som det var. At vi var 4 danskere som gerne ville stå på ski. Og ja, ingen af os havde stort set gjort det tidligere. Men det var bare i orden. 11:30 startede skolen, så der var tid til at gå ned og leje ski og skistøvler. Og efter ret lang tid, hvor vi bøvlede med rigtig størrelsen, i det hele taget at få støvlerne på, lykkedes det da endelig. Så skulle vi bare op af den lille bakke til skiskolen igen. Denne gang med skistøvler på, - og det er sørme anderledes at gå med skistøvler end i almindelige støvler. Alberte kravlede det sidste stykke!

Og så startede skolen for de 4 danskere. Vi var sammen med ligesindede. Det vil sige hovedsagligt børn og nybegyndere mellem 4 og 12 år!

Hvad der skete her i starten på skolen, er svært at skrive. Det skulle ses! Men status efter en halv time, var at Sarah (efter at være blevet kørt ned) og Pernille, lige skulle stå ved hegnet og kigge lidt. Alberte og jeg tog med liften op på bakken og trænede i nedkørsel, som er noget sjovede end at gå i sildeben op af bakken, som vi startede med.

Pernille fungerede resten af dagen som en flittig fotograf og hjælper, efter de værste styrt på bakken.

Heldigvis fik Sarah senere mod på skiene igen, og hun kom ganske som Alberte hurtigt efter det. Faktisk er vi meget imponerede over hvor meget to danske piger, som aldrig har stået på ski før, kan nå at lære på en dag.

Sarah i fin stil - pigerne brugte jo ikke skistave!

Nå, men så skete der pludselig det at gruppen skulle deles, og den ene skilærer spurgte om jeg ville med over på en anden og størrer bakke. Først tænkte jeg nej, men på den anden side, hvornår kommer jeg ud på ski igen. Så ud af munden kom et ja. Derefter stod jeg lidt senere ovre ved en af de store lifte, og lige før den kom spurgte ham der stod der om jeg havde prøvet sådan en før. Det havde jeg ikke, men nåede knapt at sige nej, før pinden der skulle støtte mig kom kørende, og jeg røg fremad i fuld fart.

I starten gik det fint, men til min store overraskelse kom der pludselig et stykke, hvor det kørte ned af. Og så skete der simpelthen det, at mine ski kørte hurtige end liften/pinden jeg sad på ikke kunne følge med. Heldigvis nåede jeg lige præcis at gribe fat i den, og på en eller anden måde igen få kontrol på opfarten.Men hold da op 910 meter op gik det af løjpen. Og nu skulle vi bare ned igen. Men først nød jeg igen den fantastiske udsigt. Norge for krop og sjæl!

I starten da, vi kørte nedaf gik det meget godt. Jeg tog masser af store sving og kørte på tværs af bakken. Men så....kom et stykke, hvor det gik meget stejlt ned. Så i løbet af 5 minutter og 100 meter, lagde jeg mig nok ned mellem 10 og 15 gange. Selv om skilæren var meget tålmodig, lykkedes det mig ikke at finde den rigtige teknik.

Men før de sidste 200 meter spurgte skilæren (Anne) så om jeg ville have noget fart på. Det sagde jeg nej til, men så sagde hun, at vi kunne holde i hånd. Så sagde jeg ja! - og hold da op hvor det gik, da Anne og jeg susede nej af bakken. På et tidspunkt syntes jeg, at det gik så godt, at jeg slap hendes hånd. Men så begyndte mine ski at glide fra hinanden, og så kan det nok være, at jeg fik fat igen.

I bunden af bakken spurgte hun så, om jeg ville med gruppen opover igen. Men på det tidspunkt, svedte jeg på hele kroppen, og mine ben rystede som aldrig før, så jeg fik fremstammet, at jeg lige tog et par ture mere sammen med pigerne.

Og godt for det, for hold da op, hvor Sarah og Albete havde gjort fremskridt, mens jeg havde været væk. Nu kunne vi sammen stå ned af bakken, - og ja, vi faldt da stadigvæk mange gange. Men sådan er det jo at stå på ski!

Alberte i et afslappet øjeblik.

Afterskiing blev det også til i Eikialens cafeterie med varm chokolade. Det har som sagt været en kanondag, som har været alle de mange penge værd vi har givet for skiskole, leje af ski osv...

På vejen hjem i bilen tiggede pigerne om at vi skulle købe et sommerhus heroppe, så vi altid kunne tage herop og stå på ski. Om ikke andet så en skiferie på et tidspunkt. Men senere blev der lidt stille omme bagi, da Alberte måtte tage en lille lur. Og jeg tror nok også, at vi er nogle som sover godt i nat. Selv er jeg lidt spændt på om jeg klarer at komme ud af sengen i morgen, da jeg er øm de mærkeligste steder. Men lige siden vi kom hjem, har jeg været helt høj over den fantastiske naturoplevelse vi har haft i dag. Mere af det!

Michael